Et forkvaklet forhold til penge!

Anja og Benedicte er misbrugere, og penge er deres stof. Det har betydet et liv i gæld og angst. I dag er de på vej ud af misbruget og prøver at holde sig på den gyldne middelvej, der er så svær.

Den gyldne middelvej ligger i Langbortistan. I hvert fald, når det gælder Anja og Benedicte. I årevis har de slingret fra den side af vejen til den anden og en gang imellem helt ned i grøften. Altid var det pengene, der fik dem ud af kurs. Både når der var nok af dem og når der ikke var nok. "Vi har begge et fuldstændigt sygeligt forhold til penge," konstaterer Anja på 30, der har brugt det meste af sit voksne liv på at bruge penge, stifte gæld, arbejde den af og starte om igen. "Når jeg tænker over mig selv, så er jeg misbruger. Det kunne også have været alkohol eller stoffer, men alkohol siger mig ikke noget, så for mig blev det pengene. Der er noget, der er skævt, og det gør, at jeg har tendens til at flygte fra mit liv og bruge penge på ting, så jeg ikke oplever mine følelser, og hvordan jeg virkelig har det. ."
Over 200.000 kr. skyldte hun på et tidspunkt, og hun tør ikke en gang overveje, hvor mange penge, hun i tidens løb har skyldt væk. De sidste 20 år har hun konstant betalt af på gæld med den ene hånd, samtidig med at hun har brugt løs med den anden.
28-årige Benedicte kan takke sin velhavende far og opvæksten i det rige hjem nord for København for, at hun ikke har gæld. Og hun kan takke sin mand, der har overtaget faderens rolle og lægger tegnebog til Benedictes amokindkøb af CD-er, bøger og DVD-er, FOR HVAD.... Mens Anja definerer sig selv som "debtor anonymous", "anonym skyldner", kalder Benedicte sig en "compulsive underworker": en person, der lider af den vrangforestilling, at det aldrig nogensinde vil lykkes hende at skaffe sig et ordentligt job og forsørge sig selv. "For hvis jeg nu havde et godt, velbetalt job, som jeg er glad for, har jeg pludselig ikke den bekymring til at fjerne mig fra mig selv. Så kan jeg pludselig mærke, at jeg måske har det ad helvede til. Og det er jeg bange for at mærke," siger Benedicte.
Begge kvinderne har mødt hinanden via den danske afdeling af "Debtors Anonymous,"(DA) "Anonyme skyldnere", der er en underafdeling(den er det ikke, vi har ingen forbindelse med AA, vi er selvstændig hver for sig, du kunne sige at vi bygger på deres principper) af den mere kendte forening "Anonyme Alkoholikere" for alkoholmisbrugere. I DA taler de med de andre medlemmer om deres forkvaklede forhold til penge.
"Angsten for penge har jeg altid haft," fortæller Anja, der voksede op i et middelklassehjem, hvor man tidligt begyndte at arbejde for at tjene sine egne penge. Det samme gjorde Anja. Men hvor pengene hos andre var forbundet med glæde og frihed, var det modsat hos hende: "Jeg havde et ubehag omkring pengene og en angst for, at de skulle forsvinde mellem fingrene på mig, Men det var aldrig noget, jeg talte med andre om, for det lå i luften, at hvis bare man arbejdede nok, skulle det nok gå. Det har jeg prøvet. Men det passer ikke," siger Anja med et skævt smil. "Jeg følte, det ville være et tegn på svaghed, hvis jeg bad om hjælp til at administrere mine penge, og det var meget vigtigt for mig at holde facaden," siger Anja, der fik sit første kreditkort i forbindelse med en udlandsrejse som 18-årig. Derefter begyndte det med hendes egne ord "stille og roligt at gå galt." Der var konstant underskud på kortet, så når der kom løn, brugte hun pengene til at dække underskuddet og lukke hullet i kassekreditten. Resten af måneden levede hun på lånte penge. "Det blev mere og mere pinligt, og jeg kunne ikke sige det til nogen, for jeg kunne ikke forklare, hvad jeg havde gjort med pengene .
Jeg havde det så skidt med mig selv, og at bruge penge blev en overlevelsesmekanisme, som samtidig ødelagde mit liv," siger Anja, der i dag ikke har tal på de gange, hvor hun i panik har kæmpet med at lægge og holde et budget. "Men det var altid helt urealistisk: Du spiser kun ris og kartofler, du må ikke gå på cafe eller i biografen og du føler, at det hele snævrer sig sammen om dig. Alt er forbundet med dårlig samvittighed. Jeg kunne kun klare at have det sådan tre måneder, så gik jeg ud og købte en rejse til Paris, fordi det var så synd for mig selv," husker Anja. "Når man overskrider et vist punkt, bliver man ligeglad med, hvor mange penge, man egentlig skylder. Så betyder 10.000 kr. fra eller til ikke det store," siger hun. På et tidspunkt havde hun selv luget ud i sine kreditkort. Men så kom der et brev med et tilbud om et nyt kort: "Jeg kan huske, at jeg tænkte: "Det er jo som at tilbyde en alkoholiker en flaske sprit." Men jeg gemte alligevel brevet og sagde til mig selv: "Det kan da ikke skade med bare et lille kreditkort. Og så kørte møllen igen," fortæller hun.
Vendepunktet kom, da en god veninde, der havde været i den samme situation og kunne se faresignalerne hos Anja, fortalte hende om Debtors Anonymous. "Det tog mig seks måneder at gå til det første møde, og jeg var rædselsslagen. Men jeg kunne med det samme se, at det var noget for mig," husker Anja. Første skridtet var at notere alt, hvad hun købte og vise registreringen, som det hedder, til to DA-personer, hun fik tilknyttet. "Det var grænseoverskridende og en overvindelse at lægge det hele frem. Men samtidig var det en enorm lettelse at komme ud af skabet," husker Anja. "Det blev pludselig svært at købe en jakke til 3000 kr., når jeg vidste, at jeg måneden efter skulle forklare, at jeg havde købt den i stedet for at bruge pengene til mad," fortæller Anja.
Resultatet var, at hun allerede den første måned med registrering havde penge helt til den 26. Normalt var de væk den 5. eller senest den 10. Så gik det slag i slag med såkaldte pressionsmøder med to andre DA medlemmer med mere erfaring, handlingsplan og en fornuftig afdragsordning med banken. I dag er Anja studerende og lige så stille i færd med at afdrage gælden, der nu er nede på 150.000 kr. Og vigtigst af alt, så optager pengene ikke længere den vigtigste plads i Anjas liv: "Jeg har mad hele måneden og jeg har ikke længere problemer med at få pengene til at slå til. Jeg har positive forventninger til livet og ikke længere negative," siger Anja og tager en dyb indånding: "Og jeg er et ordentligt menneske. Det er måske det største, der er sket mig. Tidligere havde jeg et lavt selvværd, og pengene var min måde at køre mig ned til et sted, hvor det var så smertefuldt, at jeg var nødt til at søge hjælp. Så kom jeg ind i DA og det har på en måde reddet mig. Jeg har fået noget selvværd, og jeg har fået kraften til at handle på mine drømme. For alt det økonomiske var også en måde til at sabotere mit liv og forhindre mig i at nå mine mål. Nu har jeg fået sådan en kraft til at handle i mit liv, at tage ansvar, at være til stede. Og at nyde det."
Når det gælder selvværet og den gyldne middelvej, har Benedicte stadig problemer: "Det der med at køre normalt og rimeligt jævnt - hvad er det for en gang havregrød, altså!," siger Benedicte og smiler: "Jeg har det med ekstremerne. Enten er mit ego kæmpestort eller også er det helt lille. Jeg er den, der går til fest i den røde pailletkjole og med stort hår, jeg fylder allermest og har de allerbedste røverhistorier og har allermest eyeliner på øjnene. Hvis jeg da ikke er hende den lille mus, der sidder helt grå henne i et hjørne og siger ingenting." Der, hvor Benedicte kommer fra, har penge aldrig været et problem: "Men både vi børn og min mor, som var hjemmegående, skulle tigge og bede om penge, og man kunne aldrig få et klart svar fra min far, når det gjaldt penge. Der var altid en uklarhed over pengesager, og sådan som jeg ser det i dag, var det hans måde at styre og kontrollere familien på," siger Benedicte, der husker, at hun som barn altid tiggede. "Jeg var det barn, du ikke gad have med i byen, for jeg kunne altid finde noget, jeg ville have. Og jeg kan tydeligt huske den illusion om, at når jeg fik det næste, så ville jeg blive fyldt op af det. Sådan har jeg det stadig," siger Benedicte, der på trods af en bachelor-uddannelse aldrig har haft et ordentligt job: "Jeg har altid udskudt at få et arbejde og har altid haft ufaglærte skod-jobs. Og når jeg har haft et arbejde, så har jeg følt, at det egentlig kunne være lige meget med de penge, jeg tjente, fordi det var småpenge. Jeg har aldrig haft respekt for min egen indtægt," siger Benedicte, der mener, hun hele sit voksne liv har haft helt urealistiske forestillinger om fremtiden: "Jeg har altid haft en fantasi om at blive opdaget som kunstner, model, skuespiller eller sanger. Verden skulle komme til mig og tage mig og løfte mig op i det liv, jeg har læst om i bladene og så skal det hele nok gå. Sådan tænker vel alle ti-årige, men det fungerer bare ikke, når man også tænker sådan i en alder af 25 år," siger Benedicte, der på et tidspunkt opdagede, at hun har tvangstendenser.
Blandt andet fik hun ædeflip og kunne ikke styre, hvor meget hun spiste. Når hun i perioder fik styr på sit overspiseri, tog købetrangen over: "Så gik jeg ned i Matas efter en ny lipgloss, eller noget øjenskygge og så videre ind i Fona, hvor jeg kunne bruge tusindvis af kroner. Jeg har egentlig aldrig tænkt på mig selv som en shopaholic, for det forbinder jeg med tøj, og jeg har altid købt bøger, DVD-er og CD-er. Jeg tror, at grunden er, at når jeg sætter en DVD på, læser en bog eller hører en CD, er jeg ikke mentalt til stede. Det er en flugtvej. Det er en ny cardigan ikke. I hvert fald ikke for mig," siger Benedicte.
Ligesom Anja bebrejder Benedicte ikke andre end sig selv for at være havnet i sit pengemisbrug, for det er en af teorierne i DA, at man ikke kan komme videre, hvis man ikke tager ansvar for egne handlinger. "Men jeg ville ønske, at der var nogen, der havde hjulpet mig lidt med at blive voksen. Havde vist mig, hvordan man organiserer sig med penge og får styr på sine papirer. Jeg har altid haft en bunke med papirer og altid været usikker på, hvad der egentlig lå i den. Var det nu noget vigtigt? I dag har Benedicte styr på økonomien, og hun forsøger nu aktivt at finde et fuldtidsjob: "Min mand skal ikke længere drænes, sådan som min far blev det, og jeg vil ikke være den, der tigger og beder, sådan som min mor gjorde. Jeg vil stå på mine egne ben og kunne træffe mine egne beslutninger," siger Benedicte, der har planer om at tage en erhvervsrettet uddannelse. Hun er så småt ved at tage afsked med de rosenrøde drømme og vænne sig til tanken om et mere leverpostejfarvet liv: "For mig er det en tvangsmæssig adfærd at fantasere om den perfekte karriere, mens jeg bare sidder i sofaen uden at foretage mig noget. Så nu forsøger jeg at tage et skridt ad gangen og at blive ved med at gå i den retning, der føles rigtig. Det er en kamp for at blive normal. Og for at komme ind på den gyldne middelvej. For der har jeg aldrig været før," siger hun.

Af Marchen Jersild ,Berlingske Tidende